Guides Indretning Renovering

Byg din egen radiatorskjuler

december 14, 2020

Vi har efterhånden bygget flere forskellige radiatorskjulere herhjemme. Her kommer en lille guide, som jeg håber, at I kan bruge. Hele processen er gemt på min instagramprofil @signe_hm som et højdepunkt. Rigtig god arbejdslyst.

I skal bruge:

Materialer:

  • Træ til rammen (forrammetræ eller andet som ikke slår sig for meget). Køb samme bredde til sider og topplade, og vær opmærksom på, at bredden skal svare til afstanden fra væggen til fronten af radiatoren + 1 cm. Vi har brugt 145 mm. til vores. Til fronten har vi brugt 91×15 mm lister.
  • Reglar til vægmontering f.eks. 21×33 mm.
  • Perforeret stålplade – f.eks. kløverblad fra Københavns Listefabrik – kan også købes online flere steder billigere (som her).
  • Skruer, spændskiver, rawplugs og dyksøm 
  • Multifiller
  • Maling

Værktøj: 

  • Geringssav
  • Stiksav
  • Hammer
  • Tommestok 
  • Kopbor (min. Ø 100mm, hvis du skal kunne komme til termostaten)
  • Boremaskine

Fremgangsmåde: 

1. Opmåling til rammen

  • Regn med ca. 1 cm. luft til sider og top på radiatoren, når du måler op, og tænk derudover også over, hvordan skjuleren kommer til at passe med f.eks. vindueskarm og andre lister. Du kan sagtens lave skjuleren bredere end radiatoren, hvis det skaber en bedre sammenhæng.
  • OBS – hvis du vil have luft imellem fronten og toppladen i stedet for at skære hul i toppladen øverst, skal du lægge i hvert fald 5 cm. til højden for at undgå, at radiatoren bliver synlig i mellemrummet.
  • Skær herefter dine stykker til sidebeklædning på geringssaven.
Sidebeklædningen beskæres
Sidebeklædningen monteres

2. Montering af rammen

  • Monter to stykker træ (ca. 2/3 længde af sidebeklædningen) på væggen ved siden af radiatoren, som sidebeklædningen kan monteres i. Husk at de ikke må sættes for højt, så de bliver synlige fra toppen/mellemrummet. Det skal passe med at sidebeklædningen har minimum 1 cm luft til radiatoren.
  • NB – bor direkte igennem træstykket og ind i væggen – det er lettest at sikre, at hullerne passer med placeringen på væggen. Og husk at monteringsstykkerne skal være i vater.
  • Skær ud i sidebeklædningen til evt. fodlister med stiksaven. Hvis du har et stykke fodliste kan du tegne op efter det, men ellers tegn i frihånd – heldigvis kan meget fuges væk efterfølgende.
  • Mål op til huller for adgang til termostat og udluftningsventil og bor hullerne ud med kopboret
  • NB – husk at slibe hullerne – det er lettest inden montering
  • Monter sidebeklædningerne
Hul til termostat skæres med kopbor

3. Toppladen

  • Mål op og skær toppladen til, så den passer til siderne og til lister el. andet under vinduet. Vi har derudover skåret et firkantet hul i toppladerne for luftcirkulation med stiksaven (kan også f.eks. fræses ud i riller e.l.) til stuerne, men det kan også gøres med et mellemrum som på Svends værelse.
  • NB – husk at slibe hullerne – det er lettest inden montering
  • Monter toppladen med dyksøm i sidebeklædningerne
Toppladen skæres til

4. Opmåling til fronten

  • Tag mål fra yderkant sidebeklædning til yderkant sidebeklædning og fra gulv til overkant topplade. Indlæg noget luft fra gulv til underkant af fronten – vi lagde ca. 10 cm luft ind – det giver et mere let udtryk end hvis de går helt til gulvet (der skal også helst være en smule luft i bunden for cirkulation omkring radiatoren).
Fronten inden montering af stålplade

5. Samling af fronten

  • Skær de fire lister til siderne af fronten og eventuelt lister til midten på rundsaven og sæt rammen til fronten sammen. Vi limede samlingerne og satte et dyksøm skråt i for at undgå revner i samlingerne. Samlingerne behøver ikke at være super holdbare, da metalpladen kommer til at holde det hele sammen.
  • NB – du kan med fordel malerbehandle listerne inden du samler dem – det er lidt nemmere at have med at gøre inden.
  • Tjek at rammen til fronten passer – det er meget nemmere at lave om på nu, end når du har samlet det hele.
  • Når rammen til fronten er samlet skærer du metalpladen til (en stiksav med metalklinge er lettest, men husk beskyttelsesbriller – det kan godt være nogle lede splinter). Hvis du er til mere action, så brug vinkelsliberen, så du får masser af gnister.
  • NB – husk at metalpladen ikke må gå helt ud til kanten af rammen til fronten, da du ellers ikke kan montere den helt tæt til sidebeklædning og topplade. Dog skal der være så meget overlap, at du har plads til at montere pladen i bagsiden af rammen.
  • Monter metalpladen i bagsiden af fronten med skruer (husk ikke længere skruer end dybden!) og spændskiver.
  • Mal fronten mens den ligger ned (også selvom metalpladen er malet – den skal helst have samme farve som resten). En kort filtrulle eller spraymaling er godt til metalpladen.
Toppladen beskæres

6. Montering af fronten

  • Hvis du har målt rigtigt kan fronten nu monteres direkte på sidebeklædning og topplade med dyksøm – put evt. trælim i samlingerne for at undgå revner.
  • Andre monterer fronten med magneter – det er smart, hvis du skal til radiatoren. Dette har vi ikke gjort.
Toppladen monteres efter fronten er blevet monteret
Alt slibes

7. Malerbehandling

  • Klargør til maling ved at runde alle kanter og slibe samlinger ned, så de passer perfekt.
  • Fug herefter alle kanter mod væg, fodliste osv. med en overmalbar akrylfuge.
  • Alle samlinger, skruehuller og huller efter dyksøm spartles med en finspartel/multifiller – når spartlen er tør slibes igen.
  • Mal

TADAAAA….

Svends værelse
Vores stue

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply